Midt i orkanens øje

Jeg vil spare jer for billeder af knækkede træer og den slags kedelige og sørgelige syn. Istedet vil jeg vise bassen. 

Den lille tykke dreng, som sidder og troner for bordenen. Ham som for tiden bestemmer dagens gang, ham vi retter ind efter.

Omkring ham stormer orkanen, en storesøster der kæmper for hans opmærksomhed og kærlighed, og får den, men hun stiller sig ikke tilfreds, hun vil ha mere af ham. Lige så meget som mor får, og det kan han ikke give, så hun hvirvler rundt og tager pusten fra os. 

Tiden er vind af orkanstyrke, den blæser fra os, og enten skubber os for hurtigt frem, så vi kun hænger i med fingerspidserne, og kun får det halve med. Eller blæser os omkuld så vi intet får fra hånden, men i det mindste ligger fladt, og kan skimte op på hvirvelvinden og orkanens øje. 

Heldigvis varer orkaner ikke evigt, alle børnefamilier har nok prøvet at være i den, fra tid til anden. Og pludselig løjer vinden af, alt bliver stille, alt bliver roligt. Og det er som om alle har glemt hvordan man kom igennem orkanen, uden at noget knækkede.