Lykke for en, angst for en anden

Børnenes bedsteforældre har købt nyt hus. Langt pokker i vold ude på landet, længere ude end vores. Stråtækt, lavloftet og stort. Med værelser nok til at huse en familie på 12, og med land nok til at brødføde en lille landsby.
Dette er noget børnebørnene nyder godt af.
Lykken er at være 5 (et halvt.....ej at forglemme), at have en fætter på samme alder, og en lille skov, man ikke kan blive væk i, men som stadig er stor nok til at skabe nye verdener i.
Tilpas langt nok fra huset til at man føler sig lidt stor, og lidt ude i den farlige verden. Langt nok væk til at moren, overvejer at få hjertestop, over at hun ikke kan se sin datter hele tiden.

Hvordan klarer man det? Hvordan sender man sine børn ud i verden uden at gå til af angst? Jeg troede det hjalp da vi valgte gårdbørnehaven til trunten. En børnehave uden hegn. Dvs. hun har haft mulighed for at stikke af i tre år snart. Farer vild i skove, drukne i moser. Men hun har ikke gjort det. Men på min vagt, er jeg hunderæd, jeg er bange for hun bliver væk, at hun farer vild, at der kommer en farlig person og stjæler hende. Jeg er bange for hun falder og kommer til skade, at hun hænger fast i noget. Jeg er bange for alt. Hvornår går det over?

Opdatering på dagplejen

Jeg synes egentlig jeg skylder en opdatering. Måske mest for min egen skyld, når jeg engang læser tilbage.

Vi havde jo en hård, ja næsten grusom start på dagplejen, som jeg har skrevet om her og her.
Jeg mener stadigvæk at børn skal være hos deres forældre. Især dem under tre år. Da Ludvig startede dagpleje, var der kun mulighed for dette i vores lille landsby. Nu har de bygget en vuggestue, og for vores lille samfund er dette både godt og skidt. Jeg vil ikke gå særlig meget ind i det, for det er politik, og det passer sig ikke på min blog. Men jeg vi sige hvilke konsekvenser det får, for vores barn. Man valgte at fyre dagplejere, inden vuggestuen var bygget, da man forventede at forældre ville vælge denne mulighed. En masse ting blev gjort uheldigt fra kommunens side, bl.a. et brev hvor det lød som en trussel, at kun børn i vuggestuen var garanteret plads i børnehaven.

Fra at være 8 dagplejere er de nu kun fem, med 4 børn hver. Eller det vil sige, i en periode kører de med 5, pga de fyrede dagplejere er på kursus. For os betyder det at ved sygdom ferier og lign. skal alt gå op, ellers ramler puslespillet, og vi risikere at de sender Ludvig, til en anden by, til en fremmed dagplejer han aldrig har set, da det er udenfor gruppen, han er i legestue med.

Det er bare ikke en mulighed.

Vi er heldige, vi har bedsteforældre, skiftende arbejdstider og en mand der er studerende, så vi skal nok få det til at gå op. Forhåbentlig. Men jeg synes det er modbydeligt, at de vil udsætte vores børn for det. At man ikke lige mærkede efter inden man fyrede. At man ikke tjekkede om der var en stor tilslutning.
Jeg har da selv overvejet vuggestuen nu. Usikkerheden ved ferier og sygdom gør at jeg pludselig kan se en fordel. Men jeg holder så uendeligt meget af vores dagplejemor. De trygge rammer der er om de 4 små drenge. Ludvig har 3 brødre dernede, som lærer ham narrestreger og passer på ham. De smiler alle stort og fiser rundt og leger. De elsker at være der, og de er trygge. Jeg kan aldrig flytte ham.

Og det var jo egentlig det jeg ville fortælle jer. Hvor tryg og glad han er for at være der nu.
Når jeg aflevere ham, løber han ind for at se hvem der er kommet, om alt er som det skal være. Så kommer han tilbage, kysser og krammer, inden han løber afsted igen med et stort smil, vinker og siger hej hej. Hans øjne funkler, og han er med i det hele dernede.
Han kan stadig have dag, hvor han klamrer sig lidt ekstra til dagplejemor, hvor han bliver ked når hun skal putte de andre, eller går på toilettet. Men det er han også herhjemme. Måske det havde været anderledes, hvis han havde haft sin mor herhjemme hele tiden. Måske ville det være bedre at han ikke blev sat i disse situationer.
Men det jeg ser er en stor dygtig dreng, som er omsorgsfuld og skarp. Som leger rollespil og pjatter med sin søster. En helt igennem glad dreng. Så det er godt, det blev godt. r

Midt i orkanens øje

Jeg vil spare jer for billeder af knækkede træer og den slags kedelige og sørgelige syn. Istedet vil jeg vise bassen. 

Den lille tykke dreng, som sidder og troner for bordenen. Ham som for tiden bestemmer dagens gang, ham vi retter ind efter.

Omkring ham stormer orkanen, en storesøster der kæmper for hans opmærksomhed og kærlighed, og får den, men hun stiller sig ikke tilfreds, hun vil ha mere af ham. Lige så meget som mor får, og det kan han ikke give, så hun hvirvler rundt og tager pusten fra os. 

Tiden er vind af orkanstyrke, den blæser fra os, og enten skubber os for hurtigt frem, så vi kun hænger i med fingerspidserne, og kun får det halve med. Eller blæser os omkuld så vi intet får fra hånden, men i det mindste ligger fladt, og kan skimte op på hvirvelvinden og orkanens øje. 

Heldigvis varer orkaner ikke evigt, alle børnefamilier har nok prøvet at være i den, fra tid til anden. Og pludselig løjer vinden af, alt bliver stille, alt bliver roligt. Og det er som om alle har glemt hvordan man kom igennem orkanen, uden at noget knækkede. 

Tanker om efteråret

Jeg elsker efterår.

Hvert år tror jeg at det er sommeren, der gør mig gladest. Men jeg må indrømme at uanset hvor meget solen sætter i gang, og varmer min sjæl. Så er det altså efterår, stearinlys, varme tæpper og indendørs hygge der giver næring til min sjæl.

Sommeren i år har jo været intet mindre end fantastisk. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har nydt det så meget, og brugt så meget tid udenfor. Det har virkelig været skønt. Men nu glæder jeg mig til hverdag, lange bukser, tørklæder og jakker.
Jeg håber at få læst en bog eller to, at bruge mine aftener på at slappe af og komme ned i gear i løbet af efteråret. At få en rolig hverdag til at fungere, for mig og vores familie.

Jesper starter skole på mandag. Jeg starter arbejde om 14 dage.

Jeg ønsker at dette efterår er børnenes efterår, familiens efterår. Udover mit arbejde skal der ikke være for mange vilde planer. Jeg ved det kan blive hårdt for Ida når jeg starter arbejde, så jeg har allerede nu sat dage af, hvor hun og jeg er sammen alene.

Jeg ser mig selv i forklæde, bagende æbletærter og lige hækle en lap eller to, mens jeg spiller spil med Ida og tumler med Ludvig. Men jeg ved at det er drømme som brister hvis jeg ikke passer på. Mine forventninger til at vi bare skal hygge og slappe af i hinandens selskab, kan nogle gange blive helt forkvaklede, og rosenrøde. Men jeg prøver virkelig at få mine ønsker til at stemme overens med virkeligheden. Jeg vil ikke have at efteråret forsvinder mellem hænderne på mig, uden jeg kan huske jeg var der for mine børn. Jeg vil ikke have at dette efterår går op i logistik og forældre politi.

Jeg vil pioritere nærhed.

(Hørte i det nullermænd....i har frit lejde....)