Lykke for en, angst for en anden

Børnenes bedsteforældre har købt nyt hus. Langt pokker i vold ude på landet, længere ude end vores. Stråtækt, lavloftet og stort. Med værelser nok til at huse en familie på 12, og med land nok til at brødføde en lille landsby.
Dette er noget børnebørnene nyder godt af.
Lykken er at være 5 (et halvt.....ej at forglemme), at have en fætter på samme alder, og en lille skov, man ikke kan blive væk i, men som stadig er stor nok til at skabe nye verdener i.
Tilpas langt nok fra huset til at man føler sig lidt stor, og lidt ude i den farlige verden. Langt nok væk til at moren, overvejer at få hjertestop, over at hun ikke kan se sin datter hele tiden.

Hvordan klarer man det? Hvordan sender man sine børn ud i verden uden at gå til af angst? Jeg troede det hjalp da vi valgte gårdbørnehaven til trunten. En børnehave uden hegn. Dvs. hun har haft mulighed for at stikke af i tre år snart. Farer vild i skove, drukne i moser. Men hun har ikke gjort det. Men på min vagt, er jeg hunderæd, jeg er bange for hun bliver væk, at hun farer vild, at der kommer en farlig person og stjæler hende. Jeg er bange for hun falder og kommer til skade, at hun hænger fast i noget. Jeg er bange for alt. Hvornår går det over?

Oversize jakke

Jeg drømte jo (drømmer stadig) om den der jakke fra Designers Remix. Men indtil det pengetræ begynder at give afkast, så må man jo nøjes.
Men min uldfrakke har udtjent sin værnepligt. Så da denne billige H&M sag blev endnu billigere, så slog jeg til. Og jeg elsker den allerede.

Materialistisk som jeg er, kan jeg da godt lige for inspirationens skyld vise hvad jeg drømmer om at style den med, fx på tøseturen med min skønne datter :)

Skindleggins // øreringe // uldtørklæde // Strik // Støvler

Midt i orkanens øje

Jeg vil spare jer for billeder af knækkede træer og den slags kedelige og sørgelige syn. Istedet vil jeg vise bassen. 

Den lille tykke dreng, som sidder og troner for bordenen. Ham som for tiden bestemmer dagens gang, ham vi retter ind efter.

Omkring ham stormer orkanen, en storesøster der kæmper for hans opmærksomhed og kærlighed, og får den, men hun stiller sig ikke tilfreds, hun vil ha mere af ham. Lige så meget som mor får, og det kan han ikke give, så hun hvirvler rundt og tager pusten fra os. 

Tiden er vind af orkanstyrke, den blæser fra os, og enten skubber os for hurtigt frem, så vi kun hænger i med fingerspidserne, og kun får det halve med. Eller blæser os omkuld så vi intet får fra hånden, men i det mindste ligger fladt, og kan skimte op på hvirvelvinden og orkanens øje. 

Heldigvis varer orkaner ikke evigt, alle børnefamilier har nok prøvet at være i den, fra tid til anden. Og pludselig løjer vinden af, alt bliver stille, alt bliver roligt. Og det er som om alle har glemt hvordan man kom igennem orkanen, uden at noget knækkede. 

Fordi jeg fortjente det

Så er det weekend.

Jeg fik den geniale ide fredag eftermiddag, at vi da lige kunne tapetsere de to endevægge i stuen, som har generet mig længe, og så kunne jeg bruge lørdagen på at male. Der var ikke langt fra ide til handling, og min kommende mand var heldigvis med på ideen. Han er god på den måde ;-)

Så idag står alle møbler midt i stuen, og mine beige vægge og endevægge med brunt tapet er nu hvidt hvidt hvidt.... Dengang vi flyttede ind, syntes jeg det var en genial ide, at bevare noget af det gamle tapet, det blev de to endevægge. Jeg fandt en lys farve der matchede. Og så fortrød jeg ellers. Allerede dagen efter. Det er over to år siden. To år hvor jeg bare har levet med det, men været langt fra tilfreds. Alt blev brunt i brunt. Vores gulve er meget mørke bejdsede trægulve. Vi vil gerne ha dem slebet helt ned og evt hvidpigmentere, men det bliver ikke så længe min kæreste studerer. Men nu har det lysnet allerede, og selvom væggene lige skal have en gang mere, så er jeg så glad for det.

Når jeg er færdig skal jeg nok vise før og efter billeder.

I en helt anden retning, så er udsalget jo startet. Jeg har købt en masse til børnene allerede, som jeg nok skal vise når det komme ind af døren. Men jeg synes jeg fortjente lidt også. Min lille taske havde udtjent sin værnepligt, og min pung gik i stykker for noget tid siden, så nu har jeg forkælet mig selv med lidt nyt.

Sommerhus

Mine svigerforældre er de lykkelige ejere af et lille sommerhus i nærheden af Kerteminde. Eller var.
De har netop solgt den lille perle, og lørdag var vi oppe og tage vores afsked. Og hvilken afsked, vejret var med os, på sådan en måde, at den sidste dag i sommerhuset, vil være værd at huske. Det var første og sidste gang Ludvig var med deroppe, og det river da lidt i hjertet, at han ikke kommer til at fange krabber i vandkanten, sove på hemsen sammen med os andre, og vågne med solen som står op lige udenfor døren.

Billeder fra den sidste dag i det skønne sommerhus

Mor til to og ny blog

For snart 6 måneder siden, skete der det fantastiske, at jeg blev mor til Ludvig. Ikke nok med at jeg havde den skønneste datter. Nu fik jeg den lækreste dreng, og jeg blev mor til to. Vores lille trekløver familie blev til et firkløver. Og som alle ved bringer firkløver held.

Samtidig skete der det at jeg følte min blog blev for snæver. Den strammede en anelse, på den der trælse måde. På samme måde som yndlings jeans'ne, efter fødselen bare ikke ville sidde, lige så godt som før. Jeg har nu taget skridtet og købt nye jeans....og startet en ny blog.
Her er der også plads til lillebror. Her er der plads til hele familien og alle de kringelkroge vi bevæger os rundt i, for at gøre hverdagen til vores helt egen.