Den der hverdag, hvor man skal huske at smøre madpakker om aftenen. Lave madplaner og synkronisere kalendre. Hvem gør hvad, hvornår.
Den hverdag jeg holder af, men som jeg faktisk ikke har været i, i over 14 måneder nu.
Jeg glæder mig virkelig til at komme på arbejde igen. Jeg var på besøg forleden, og mine kolleger er lige så søde som jeg husker dem. Og jeg savner fagligheden. Jeg savner faktisk at være sygeplejerske, og ikke bare mor. Jeg savner at blive klogere, og udfordre min hjerne lidt igen, som lige pt går i stå hvis jeg prøver at sige et fremmedord.
Men lige nu gør den virkelige verden ondt! Helt ind i sjælen. Helt ind i moderhjertet. Dagpleje er svært. Især når man er en lille morglad herre, som ikke er bange for at sige fra. Men som tydeligvis er meget bange for at mor går. Jeg kører alle klicheerne af i mit hoved, ihhh hvor er det sundt at komme ud, det er jo nødvendigt, fordi jeg skal arbejde. Men hele min krop skriger at det er naturstridigt. Jeg svigter mit barn. Jeg overhører de meget meget tydelige signaler han sender mig, om at han har brug for mig, og jeg smiler bare, vinker og vender ryggen til, mens mit barn skriger efter mig. Der er ingen der kan overbevise mig om at det er for nogens bedste. Lige nu går vi jo bare og venter på at han har accepteret svigtet og affundet sig med situationen, uanset hvor meget vi lyver for os selv.
Det er for tidligt at lære livets realiteter at kende. Han burde være i sin mors trygge favn. Jeg sidder 500 meter væk og jeg kan ikke passe på ham, eller kramme ham, og jeg savner. Og ingen skal prøve at fyre klicheerne af overfor mig lige nu. Det er ikke sundt, det er ikke for hans eget bedste, det er ikke på tide!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar