Opdatering på dagplejen

Jeg synes egentlig jeg skylder en opdatering. Måske mest for min egen skyld, når jeg engang læser tilbage.

Vi havde jo en hård, ja næsten grusom start på dagplejen, som jeg har skrevet om her og her.
Jeg mener stadigvæk at børn skal være hos deres forældre. Især dem under tre år. Da Ludvig startede dagpleje, var der kun mulighed for dette i vores lille landsby. Nu har de bygget en vuggestue, og for vores lille samfund er dette både godt og skidt. Jeg vil ikke gå særlig meget ind i det, for det er politik, og det passer sig ikke på min blog. Men jeg vi sige hvilke konsekvenser det får, for vores barn. Man valgte at fyre dagplejere, inden vuggestuen var bygget, da man forventede at forældre ville vælge denne mulighed. En masse ting blev gjort uheldigt fra kommunens side, bl.a. et brev hvor det lød som en trussel, at kun børn i vuggestuen var garanteret plads i børnehaven.

Fra at være 8 dagplejere er de nu kun fem, med 4 børn hver. Eller det vil sige, i en periode kører de med 5, pga de fyrede dagplejere er på kursus. For os betyder det at ved sygdom ferier og lign. skal alt gå op, ellers ramler puslespillet, og vi risikere at de sender Ludvig, til en anden by, til en fremmed dagplejer han aldrig har set, da det er udenfor gruppen, han er i legestue med.

Det er bare ikke en mulighed.

Vi er heldige, vi har bedsteforældre, skiftende arbejdstider og en mand der er studerende, så vi skal nok få det til at gå op. Forhåbentlig. Men jeg synes det er modbydeligt, at de vil udsætte vores børn for det. At man ikke lige mærkede efter inden man fyrede. At man ikke tjekkede om der var en stor tilslutning.
Jeg har da selv overvejet vuggestuen nu. Usikkerheden ved ferier og sygdom gør at jeg pludselig kan se en fordel. Men jeg holder så uendeligt meget af vores dagplejemor. De trygge rammer der er om de 4 små drenge. Ludvig har 3 brødre dernede, som lærer ham narrestreger og passer på ham. De smiler alle stort og fiser rundt og leger. De elsker at være der, og de er trygge. Jeg kan aldrig flytte ham.

Og det var jo egentlig det jeg ville fortælle jer. Hvor tryg og glad han er for at være der nu.
Når jeg aflevere ham, løber han ind for at se hvem der er kommet, om alt er som det skal være. Så kommer han tilbage, kysser og krammer, inden han løber afsted igen med et stort smil, vinker og siger hej hej. Hans øjne funkler, og han er med i det hele dernede.
Han kan stadig have dag, hvor han klamrer sig lidt ekstra til dagplejemor, hvor han bliver ked når hun skal putte de andre, eller går på toilettet. Men det er han også herhjemme. Måske det havde været anderledes, hvis han havde haft sin mor herhjemme hele tiden. Måske ville det være bedre at han ikke blev sat i disse situationer.
Men det jeg ser er en stor dygtig dreng, som er omsorgsfuld og skarp. Som leger rollespil og pjatter med sin søster. En helt igennem glad dreng. Så det er godt, det blev godt. r

Stilhed

Når noget bliver for meget, så reagere jeg med tavshed. Jeg har det bedst med at gruble over tingene. Derved får jeg også lidt svært ved lige at se glæden ved alt muligt andet. Jeg bruger al min energi på at tænke på det der fylder. 

Sådan har det været den sidste uges tid. Dagplejen har fyldt alt. 

Jeg troede min lille dreng ville springe ud i det, og bare være som han plejer, charmerende og undersøgende. Men nej. Om det er fordi dagplejemoren har haft svært ved at skabe relationen, tilknytningen eller om det har været mig som ammende urmor der har gjort det svært, ved jeg ikke. Svært har det været, men jeg tror det er begyndt at lysne nu.  

I går havde han en god dag. Og da jeg hentede, sad han og legede op og ned af en anden dreng, mens dagplejeren var i et andet rum. Det er stort. 

Jeg har fra starten af været sikker på den dagplejemor. Trunten havde den samme, og måske især derfor var jeg i vildrede. Hvad gør man? Hvis jeg følte han ikke kunne være tryg hos hende, eller var i gode hænder, så ville jeg vel ikke være i tvivl, så skulle han flyttes. Men hele tiden har min mavefornemmelse sagt mig, at det er det bedste sted for vores børn. Jeg kan ikke vælge noget bedre. Så er det helt ubegribeligt, at ens barn kan have en anden holdning. 

Dagplejemoren kaldte ham reserveret. Han har bare brug for tid. 

Måske har hun ret. Jeg har bare ikke set det før. Men jeg har jo heller aldrig overladt ham til en fremmed, uden at jeg har været ved hans side. Han kan det hele når han har sin mor. Men nu tvinger jeg ham til at overkomme nogle ting uden mig. Det er svært. For os begge. 

Det er et svigt, og det har trukket ud. Han har ikke villet acceptere det. Og det er måske et stærkt karaktertræk ved ham. Han overgiver sig ikke let. Vi burde måske have vidst at det var en del af hans personlighed. Hvis jeg tænker tilbage er det jo denne stærke vilje vi har kæmpet med når vi har puttet, introduceret mad, badet ham osv. Han har ingen problemer med at sige fra, og det er jo godt og sundt, men hårdt.

Den virkelige verden // barselslivets ophør

Om en uge starter den rigtige hverdag.

Den der hverdag, hvor man skal huske at smøre madpakker om aftenen. Lave madplaner og synkronisere kalendre. Hvem gør hvad, hvornår.
Den hverdag jeg holder af, men som jeg faktisk ikke har været i, i over 14 måneder nu.

Jeg glæder mig virkelig til at komme på arbejde igen. Jeg var på besøg forleden, og mine kolleger er lige så søde som jeg husker dem. Og jeg savner fagligheden. Jeg savner faktisk at være sygeplejerske, og ikke bare mor. Jeg savner at blive klogere, og udfordre min hjerne lidt igen, som lige pt går i stå hvis jeg prøver at sige et fremmedord.

Men lige nu gør den virkelige verden ondt! Helt ind i sjælen. Helt ind i moderhjertet. Dagpleje er svært. Især når man er en lille morglad herre, som ikke er bange for at sige fra. Men som tydeligvis er meget bange for at mor går. Jeg kører alle klicheerne af i mit hoved, ihhh hvor er det sundt at komme ud, det er jo nødvendigt, fordi jeg skal arbejde. Men hele min krop skriger at det er naturstridigt. Jeg svigter mit barn. Jeg overhører de meget meget tydelige signaler han sender mig, om at han har brug for mig, og jeg smiler bare, vinker og vender ryggen til, mens mit barn skriger efter mig. Der er ingen der kan overbevise mig om at det er for nogens bedste. Lige nu går vi jo bare og venter på at han har accepteret svigtet og affundet sig med situationen, uanset hvor meget vi lyver for os selv.

Det er for tidligt at lære livets realiteter at kende. Han burde være i sin mors trygge favn. Jeg sidder 500 meter væk og jeg kan ikke passe på ham, eller kramme ham, og jeg savner. Og ingen skal prøve at fyre klicheerne af overfor mig lige nu. Det er ikke sundt, det er ikke for hans eget bedste, det er ikke på tide!