Børnenes bedsteforældre har købt nyt hus. Langt pokker i vold ude på landet, længere ude end vores. Stråtækt, lavloftet og stort. Med værelser nok til at huse en familie på 12, og med land nok til at brødføde en lille landsby.
Dette er noget børnebørnene nyder godt af.
Lykken er at være 5 (et halvt.....ej at forglemme), at have en fætter på samme alder, og en lille skov, man ikke kan blive væk i, men som stadig er stor nok til at skabe nye verdener i.
Tilpas langt nok fra huset til at man føler sig lidt stor, og lidt ude i den farlige verden. Langt nok væk til at moren, overvejer at få hjertestop, over at hun ikke kan se sin datter hele tiden.
Hvordan klarer man det? Hvordan sender man sine børn ud i verden uden at gå til af angst? Jeg troede det hjalp da vi valgte gårdbørnehaven til trunten. En børnehave uden hegn. Dvs. hun har haft mulighed for at stikke af i tre år snart. Farer vild i skove, drukne i moser. Men hun har ikke gjort det. Men på min vagt, er jeg hunderæd, jeg er bange for hun bliver væk, at hun farer vild, at der kommer en farlig person og stjæler hende. Jeg er bange for hun falder og kommer til skade, at hun hænger fast i noget. Jeg er bange for alt. Hvornår går det over?
2 kommentarer:
Det ved jeg faktisk ikke om det gør, går over.
Min den store er 9 (et halvt, ikke at forglemme;-)), og hun cykler som de fleste andre på hendes alder og klassetrin selv til og fra skole.
Hun er en stor og fornuftig pige. Hun kender reglerne, og hun følger dem. Hun skal cykle på stier hele vejen, kun krydse vejen to steder hvor det er sikkert. Der er INGENTING at være bange for, men det er jeg. Stadig.
For hvad nu hvis hun vælter og slår hovedet selvom hun har cykelhjelm på Hvad nu hvis hun møder en løs hund fra en have et sted, eller hvad nu hvis der er børnelokkere på ruten. Jeg spinner ud af gevind, og jeg prøver at stoppe mig selv, for det skal ikke gå ud over hende at jeg er mor-angst.
Så om det går over.... hmm.. det bliver i hvert fald nemmere synes jeg, trods ovenstående.
OG - fedt sted bedsteforældrene har fået sig, ethvert barnebarns drøm. De har godt af det de børn, at få lov til at opleve og bruge fantasien uden os mødre i nakken hele tiden.
Dejlig weekend til dig.
/KH Maria.
Det er netop det jeg tænker. Det må bare ikke gå ud over mine børn, angsten er min, den må endelig ikke smitte af. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at det vil aftage, måske jeg vil blive bedre til ikke at drukne i det....måske ;-)
Send en kommentar