Børnenes bedsteforældre har købt nyt hus. Langt pokker i vold ude på landet, længere ude end vores. Stråtækt, lavloftet og stort. Med værelser nok til at huse en familie på 12, og med land nok til at brødføde en lille landsby.
Dette er noget børnebørnene nyder godt af.
Lykken er at være 5 (et halvt.....ej at forglemme), at have en fætter på samme alder, og en lille skov, man ikke kan blive væk i, men som stadig er stor nok til at skabe nye verdener i.
Tilpas langt nok fra huset til at man føler sig lidt stor, og lidt ude i den farlige verden. Langt nok væk til at moren, overvejer at få hjertestop, over at hun ikke kan se sin datter hele tiden.
Hvordan klarer man det? Hvordan sender man sine børn ud i verden uden at gå til af angst? Jeg troede det hjalp da vi valgte gårdbørnehaven til trunten. En børnehave uden hegn. Dvs. hun har haft mulighed for at stikke af i tre år snart. Farer vild i skove, drukne i moser. Men hun har ikke gjort det. Men på min vagt, er jeg hunderæd, jeg er bange for hun bliver væk, at hun farer vild, at der kommer en farlig person og stjæler hende. Jeg er bange for hun falder og kommer til skade, at hun hænger fast i noget. Jeg er bange for alt. Hvornår går det over?
