lørdag den 8. marts 2014

Fastelavn

Vi er jo glade for traditioner herhjemme. Og fastelavn er selvfølgelig også en stor fest.

Vi startede lørdag, eller det vil sige hele ugen op til havde vi snakket meget om den forestående fastelavnsweekend, som stod på hele to fastelavnsfeste.
Lørdag vågnede Ida op til et fastelavnsris, fint pyntet stod det på spisebordet, fristende og lokkende med de søde sager.
Vi snakkede om hvordan børn førhen risede deres forældre op til fastelavn... Jeg tror ikke det var noget hun tog til sig, heldigvis.

Lørdagen stod på fastelavn hos min søster. Dejlig fest, hvor jeg stod for fastelavnsboller, både af den syndige slags, med flødeskum, creme og syltetøj og den lige så syndige gammeldags, med marcipanfyld og masser af glasur. De var begge et hit. Det var truntens valg at de skulle pyntes som mariehøne. Hvilket var særdeles passende, da min søster var klædt ud som en.

Tøndeslagning i haven og skøn aftensmad. Det var virkelig en fest.

Søndagen blev brugt i børnehaven, til en lige så fantastisk fest. Jeg havde selv været med til at arrangere det, og aldrig har jeg set så stor en opbakning derovre før. 125 mennesker, i en børnehave med 45 børn. Det var en fantastisk og kaotisk formiddag.

Trunten var havfrue. Halen var fundet i genbrug, og så havde jeg ellers været i gang med saks, mosgummi og glimmer. Hun var svært tilfreds, og jeg var glad for at trunten stadig er taknemmelig for det moren selv klippe klistre. Mon Ludvig bliver lige så taknemmelig?

Undskyld de ringe billeder, jeg er blevet for doven til at finde mit spejlrefleks frem, da det er lidt i stykker, og derfor tager ringe billeder i tusmørke. Og blitz er ikke min ven. Så for tiden er det min iPhone, og billeder til instagram, og det giver desværre ikke det bedste til bloggen.
Jeg vil prøve at forbedre mig...

Ingen kommentarer: