Stilhed

Når noget bliver for meget, så reagere jeg med tavshed. Jeg har det bedst med at gruble over tingene. Derved får jeg også lidt svært ved lige at se glæden ved alt muligt andet. Jeg bruger al min energi på at tænke på det der fylder. 

Sådan har det været den sidste uges tid. Dagplejen har fyldt alt. 

Jeg troede min lille dreng ville springe ud i det, og bare være som han plejer, charmerende og undersøgende. Men nej. Om det er fordi dagplejemoren har haft svært ved at skabe relationen, tilknytningen eller om det har været mig som ammende urmor der har gjort det svært, ved jeg ikke. Svært har det været, men jeg tror det er begyndt at lysne nu.  

I går havde han en god dag. Og da jeg hentede, sad han og legede op og ned af en anden dreng, mens dagplejeren var i et andet rum. Det er stort. 

Jeg har fra starten af været sikker på den dagplejemor. Trunten havde den samme, og måske især derfor var jeg i vildrede. Hvad gør man? Hvis jeg følte han ikke kunne være tryg hos hende, eller var i gode hænder, så ville jeg vel ikke være i tvivl, så skulle han flyttes. Men hele tiden har min mavefornemmelse sagt mig, at det er det bedste sted for vores børn. Jeg kan ikke vælge noget bedre. Så er det helt ubegribeligt, at ens barn kan have en anden holdning. 

Dagplejemoren kaldte ham reserveret. Han har bare brug for tid. 

Måske har hun ret. Jeg har bare ikke set det før. Men jeg har jo heller aldrig overladt ham til en fremmed, uden at jeg har været ved hans side. Han kan det hele når han har sin mor. Men nu tvinger jeg ham til at overkomme nogle ting uden mig. Det er svært. For os begge. 

Det er et svigt, og det har trukket ud. Han har ikke villet acceptere det. Og det er måske et stærkt karaktertræk ved ham. Han overgiver sig ikke let. Vi burde måske have vidst at det var en del af hans personlighed. Hvis jeg tænker tilbage er det jo denne stærke vilje vi har kæmpet med når vi har puttet, introduceret mad, badet ham osv. Han har ingen problemer med at sige fra, og det er jo godt og sundt, men hårdt.