Knap 5 timer senere kom den smukkeste lille baby til verden. Jeg ville lyve hvis jeg sagde det var en fantastisk fødsel, intet var som jeg havde forventet. Den store følelse af moderskab udeblev, og jeg blev i stedet overvældet af angst over, at jeg nu havde det fulde ansvar for dette lille væsen.
Men lige så stille og roligt krøb det ind på mig. Den der moderfølelse.
Hun var det mest vidunderlige. Ret hurtigt fandt vi ud af at hun var helt særlig. Følsom og skarp.
Det er hun stadig. Det mest vidunderlige. Min lille fe. Med hår hvidt som sne, og hud som marcipan.
Hun er noget ganske særligt.
Nogle gange går vi på listetæer, for ikke at vække uhyrets vrede. Andre gange tumler vi vildt på gulvet og skraldgriner som kun børn kan.
5 år.
Hun husker som en elefant, og hun snakker som et vandfald. Hun går helst kun i "snurre" kjoler, og er ikke bange for noget. Hun tror hun kan svømme, hvilket betyder man konstant skal redde hende fra druknedøden, fordi hun frygtløst kaster sig ud på dybt vand. Hun vil være ballerinalærer når hun bliver stor. Hun vil lære andre at danse ballet, men vil ikke selv lære det, da hun jo godt kan....
Hun synger hele tiden, ikke almindelig børnestemme, men fuld power musical stemme. Hun leger ikke med drenge, og hun ser alt for mange barbiefilm. Hun er min helt egen feprinsesse.
Tillykke med de 5 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar