torsdag den 27. marts 2014

Udflugt

Forleden havde jeg fri og Ludvig skulle til ørelægen. Manden synes det var synd for den store, hvis hun ikke også fik fri, så hun fik lov at komme med ham i skole, mens vi var hos lægen.
Bagefter hentede jeg dem, vi købte croissanter og kørte så et smut til skovsøen, og fodrede ænder.
Faktisk et af de tidspunkte hvor man kunne se, det nok ikke er så godt, de var virkelig vilde, og voldsomme ved hinanden, i kampen om det brød.

Ludvig havde dog en fest. Hvinede og råbte af fuglene. Prøvede at håndfodre dem, og løb konstant efter dem der sprang i vandet. En anelse nervepirrende faktisk.

tirsdag den 25. marts 2014

Beauloves

Jeg er vild med det hele. Hvis jeg kunne, ville jeg bestille en af hver. Lige her

mandag den 24. marts 2014

Glimt af forår

Ludvig er hjemme i disse dage, da dagplejemor har ferie og da jeg har lidt fri samt aftenvagter, så kan det gå op. Det betyder masser af udendørstid, da bassen er meget glad for at være udenfor (lidt en kamp de dage hvor det øser ned). Så mens han legede med mudder, fik jeg taget billeder af det smukke forår.

Nu vil jeg putte ham i bad!

fredag den 21. marts 2014

Sommerforberedelse

Om 64 dage smutter vi alle sydpå. Det er jo lige om lidt, tænker jeg.

Mit planlægningsgen er jo i fuld gang. Inde i mit hoved (HA, som om, det er da skrevet i lister) har jeg næsten planlagt tøj, til alle ugens dage dernede. Sådan fungerer mit hoved.
Bassen har jo nærmest intet sommertøj, da han er vokset ud af alt selvfølgelig. Så han skal have opgraderet hele garderopen, det kommer så småt henad vejen.

Men sandaler. Jeg ved af erfaring at det er nu, man skal købe, medmindre man vil stå og have et sølle udvalg i sidste øjeblik.
Ludvigs skal være helt neutrale, og af læder. Nu er det bare med at vælge. Alle skoene er små luksusgoder, til den lille fyrs tæer. Så jeg skal altså bare bestemme mig....

Sandalerne på collagen er fra Angulus, pom pom og Bisgaard.

Har i sandalerne på plads?

Alle disse sandaler kan købes hos houseofkids.dk

onsdag den 19. marts 2014

Gråvejr

Er det bare mig eller havde man lige vænnet sig til foråret, og så blev det efterår.... Igen. Fire årstider, hmmm måske, men en lidt stor overvægt af gråt og vådt efterår.
Jeg glæder mig til at komme i haven igen, og planlægger sommerblomster og haveindretning. Manden bygger en hønsegård og jeg kan næsten ikke vente, til det endelig bliver tid til bare tæer og is på den grønne plæne.

Men i disse grå dage bliver vi indendøre. Spiller uno. Leger med dukken og nogen kører ræs rundt i stuerne. Livet i en familie på fire.

søndag den 16. marts 2014

Minus på kontoen

Som i alle henseender...
2014 har indtil videre, været præget af sygdom, underskud både psykisk og på bankkontoen og generelt en trang til at gå i hi.
Jeg tror det begynder at vende. Eller troede det, indtil bassen i morges faldt over truntens ben og efterfølgende ikke ville støtte på venstre fod. En tur på skadestuen, og vi tror nu på en mild forstuvning og at han hurtig kommer sig. Men hvad så nu? Kan man komme i dagpleje når man har svært ved at gå? Det er synd for den lille purk, og søster lider med ham.
Bankkontoen er en anden historie Med en mand som studerer på 5. år, så er vi vant til at leve på en sten. Nogle gange bliver det bare for meget. Det bliver frustrerende ikke at kunne gøre som man vil, lidt spontant for en gang skyld, og ikke hele tiden ønske man var tættere på den 1.
Men det er jo kun perioder, eller bare en fase. Uanset hvad, så er det jo i de perioder hvor man synes alt er imod, at man ville ønske man kunne bruge penge på gode oplevelser.

Udenfor fik vi da smagen af forår, og blæsten til trods, så har det også i dag været en smuk dag. Men jeg synes ikke vi får nydt det helt nok. Der skal mere til at vende vores fælles underskud herhjemme.
Det skal der laves om på nu. Sygdom eller ej, nu vil vi være positive i stedet for pessimister.

søndag den 9. marts 2014

Musthaves 2014 #2

Det er virkelig bittert at være syg i dette fantastiske vejr. Det er jo forår, vaskeægte forår. Med fuglesang, solskin og duftene af nyt liv. Jeg har virkelig savnet det, prøver at ryste sygdomme og vinter af mig, og se lidt fremad.

Jeg viste sidst at jeg ønskede mig en ny sofa. Og er overbevist om at der flytter en ind i løbet af i år. Om ikke andet så en billig en fra ikea, så længe børnene er nogle små grise, så er der vidst ingen ide i at investere i den dyre slags endnu. Men en ny lysere sofa skal der til, jeg bliver skør i hovedet af at se på den røde snart.

I en lidt mindre skala, drømmer jeg om at denne poster flytter ind.

Eneste lille men, er at den kun fåes på Moderna museet I Malmø. Tror desværre ikke jeg kommer derover lige foreløbigt, og ellers bliver de solgt til overpriser rundt omkring.
Måske man tilfældigvis, tager på weekendtur til Sverige engang i år, så skal denne bestemt med hjem og bo.